HYDRA - ØEN UDEN BILER

Øen besøgt 2015+2017

Det der gør Hydra helt specielt er at der ikke er nogen biler på øen. Det giver en helt salig ro at slippe for støj og røg fra biler, scootere etc. Alle varer til øen kommer med forsyningsskib. Om morgenen bliver skibet losset. Pallerne bliver kørt i land med el-truck. Hvis det er muligt at køre pallen hen til modtageren med el-palleløfter, gøres dette. Ellers sættes pallen på kajen. Så bliver varer læsset over på kærrer, som mænd kører hen til modtageren. Hvis man heller ikke kan komme frem med kærre, bliver varer læsset på æsler. Det giver beskæftigelse til mange mænd. Men det er ikke fordi at varer på denne ø er væsentlig dyrere end på andre øer.

Det er vældig spændende at iagttage hele dette liv. Man føler sig sat 50 år tilbage i tiden, hvad man egentlig også gør. Men de lokale beboere vil helst have det sådan. De er overhovedet ikke interesseret i at få biler til deres ø. En sjov ting: cykler findes heller ikke på øen. Så hvis man vil rundt må man vandre. Hvad man også sagtens kan. Det er vidunderligt bare at gå ud af vejen. Man skal overhovedet ikke passe på biler - for der er ikke nogen. Eller man kan tage taxibåde op og ned langs kysten.