SYMI MANOLIS HUS

Øen besøgt 2005+2006+2014

Vi har to været på Symi og boet på hotel Sevasti. Den ene gang gik jeg en tur højere op ad bjerget og kom forbi Manolis hus. Jeg synes det så spændende ud. Det måtte være så fantastisk at have sit eget hus og sidde på trappen og kikke på udsigten. Så da vi tredje gang skulle til Symi, valgte vi at bo der. Og ja - det er fantastisk at sidde der på trappen med en kold øl og nyde udsigten. Huset er fint og godt. Ikke det vilde luksus. Men hvis man vil prøve at leve som en græker, skal det jo være sådan. Jeg troede at det var et gammelt hus. Men hotelværten på Sevasti Manolis havde bygget dette hus og nabohuset Fotini i 1990, for de penge han havde arvet fra sine forældre. Husene er bygget til udlejning til turister. Selv om husene er bygget sammen har man privatliv og lever hver for sig. Jeg havde faktisk ikke en gang opdaget at de var bygget sammen. Det fortalte vores "naboer" på hjemrejsen.

En anden grund til at jeg godt ville op og bo der, var at så kom man jo op og boede sammen med lokalbefolkningen. Sådan er det bare ikke mere. Manolis kunne fortælle mig, at de fleste af nabohusene var solgt til grækere, der boede i udlandet.

Huset er bl. a. med i Spies program. Så hvis man køber en rejse hos Spies, kan man komme til at bo der.