SYMI

Øen besøgt 2005+2006+2014

Symi er absolut en af perlerne i de græske øer. Det var en vældig stor oplevelse at komme sejlende til øen første gang. Vi sejlede langs øen og så bare den golde bjergside. Man kunne ikke lade være med at tænke: Hvad har vi rodet os ud i? Men så lige pludselig kom vi til bugten og så byen ligge der. Først var husene så små, at jeg kom til at tænke på de huse, jeg havde da jeg var dreng og legede med elektrisk tog. Vi kom nærmere og husene blev større og større. Klokketårnet er vældig flot, når man kommer sejlende ind i byen Yialos.

Man kan simpelhen ikke undgå at falde for Symi. Der er da også mange gæster, der kommer år efter år. Første gang boede vi på hotel Sevasti, der ligger højt oppe. Det var blevet mørkt da vi ankom. Så hotelværten Manolis fulgte os ned i byen, så vi kunne spise aftensmad. Han sørgede så for at følge os hjem igen, så vi ikke for vild. Han viste os så også med lommelygten, hvordan han havde malet pile forskellige steder på murene, så man kunne finde hjem igen igennem de smalle kringlede gader.